§ 6. Apostrof
Apostrof (’) bruges til i visse tilfælde at markere grænsen mellem et ords stamme og endelser.
(1) Forkortelser uden forkortelsespunktum
Der sættes apostrof foran endelser til forkortelser der skrives uden forkortelsespunktum:
PC’en el. pc’en, TV’et el. tv’et, HK’erne, en PH’sk satire, 2 cm’s mellemrum, pH’en, USA’s præsident, EU’s medlemslande, SMS’erne el. sms’erne.
Ved forkortelser der kan udtales som egentlige ord, er det dog valgfrit om man vil tilføje endelsen direkte eller bruge apostrof:
aidsen el. aids’en
epos el. epo’s indvirkning på kroppen
Natos el. Nato’s el. NATOs el.NATO’s.
Foran tungere suffikser bruges ikke apostrof, men bindestreg, fx SF-agtig, IT-mæssig el. it-mæssig (jf. § 57.3.b).
Der sættes ikke apostrof foran endelser til forkortelser der skrives med forkortelsespunktum: cand.mag.en, stud.polyt.er, ph.d.erne, kbh.ere, Kbh.s, 10-pkt.s-program.
(2) Taltegn, symboler, citatord mv.
Der sættes apostrof foran endelser til taltegn og symboler:
Han var meget kendt i 1930’erne.
165’s nattegn
en 13’er (el. trettener)
linje 5’s endestation
60’er-rock (el. tresserrock)
Christian IV’s breve
20 %’s rabat (el. 20 pct.s rabat el. 20 procents rabat). (Om procent uden s, se § 18.2).
Der sættes dog ikke apostrof efter ordenstal (arabertal) fulgt af punktum: Christian 4.s breve.
Der sættes også apostrof ved citatord mv.:
De flade a’er er på retur.
Du bruger for mange og’er.
Der er en del men’er ved sagen.
Du skriver dine Jensen’er for utydeligt.
(3) Fremmedord på -ee
Der sættes apostrof foran visse endelser til fremmedord der ender på -ee udtalt som i, fx frisbee’en, yankee’er. (Men: en frisbees flyveegenskaber, firmaets trainee’er el. trainees).
(4) Proprier
Der sættes som hovedregel ikke apostrof foran endelser (bøjningsendelser eller suffikser) til proprier:
Alle de små Jensener var med.
De to Tysklande blev genforenet i 1990.
I Danmark er der tre Nykøbinger.
Volvoen
grundtvigianer
Dette er et typisk Villy Sørensensk udtryk.
bornholmsk
darwinist
vordingborgenser.
Der kan dog for tydelighedens skyld sættes apostrof foran endelser som resulterer i usædvanlige bogstavforbindelser, eller som kan give anledning til fejllæsninger:
Rasmus Rask’sk
Hvor mange Ree’er er der i telefonbogen?
to Albert’er (dvs. to personer ved navn Albert)
to Alberte’r (dvs. to personer ved navn Alberte)
iPad’en (el. iPadden).
Se også § 6.3 om fremmedord på –ee.
(5) Genitivendelse
Apostrof alene bruges til at betegne genitiv af ord der ender på s, z eller x, se § 21.2.
(6) Udeladte bogstaver (og tal)
Apostrof bruges til at vise at man har udeladt et eller flere bogstaver for at gengive en udtale:
hva’, syn’s, ku’, la’ vær’, se’fø’li’, ik’ el. ikk’, rock’n’roll.
Der bruges ikke apostrof ved udeladelse af århundredbetegnelsen i årstal, fx
vinteren 94
13.2.94.
(7) Orddeling
Ved orddeling ved linjeskift i forbindelse med apostrof deles der efter apostroffen, fx
1930’-
erne
se’fø’-
li’.