Spring navigation over

§ 18. Skrivemåden afhængig af udtalen

fra Retskrivningsreglerne i Retskrivningsordbogen, 4. udgave, 2012.
dommerhammer

Om en ordforbindelse skal skrives i ét eller to (eller flere) ord, afhænger som hovedregel af hvordan forbindelsen udtales (om undtagelser, se § 19).

(1) I ét ord

Hvis en ordforbindelse udtales med hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord:

havestol, hvidtøl, kæmpehøj, landevej, medbestemmelse, senildement, statsansat, sursød, systemanalyse, teaterforestilling, underskrive.

Det gælder også forbindelser af ord der i sig selv består af ordforbindelser:

ansvarsforsikringspolice, betonblandemaskine, fodgængerovergang, fædrelandskærlig, øretæveindbydende, tjenestemandsansat, langtidsplanlægge.

Om brug af bindestreg i sammensætninger som fx rød-hvid, se § 57.5.

(2) I flere ord

Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord:

Aluminium er et meget let metal. (Men: letmetallet aluminium).
Organisationerne har for stor magt. (Men: stormagten Kina).
Klokken var halv syv. (Men: Flasken var halvtom).
Vi fik tilbudt 20 % rabat (med bogstaver: tyve procent rabat) el. 20 %’s rabat (med bogstaver: tyve procents rabat) på varerne. (Men: Vi fik tilbudt en 20-%-rabat (med bogstaver: tyveprocentrabat) el. en 20-%’s-rabat (med bogstaver: tyveprocentsrabat) på varerne).

(3) To udtaler — to skrivemåder

Undertiden kan en ordforbindelse udtales med forskelligt tryk uden at betydningen ændres. I sådanne tilfælde er det både tilladt at skrive i ét og i flere ord:

en kæmpesucces el. en kæmpe succes (se også § 19.3)
et femkronersfrimærke el. et femkroners frimærke (se også § 19.4)
den tilgrundliggende hypotese el. den til grund liggende hypotese
et tyndtbefolket område
el. et tyndt befolket område
De har hidtil haft fællesøkonomi
el. fælles økonomi.

Om brug af bindestreg, se § 57.

(4) Firmanavn, varemærke e.l. som førsteled

Forbindelser med et firmanavn, varemærke e.l. som førsteled skrives efter samme regler som andre ordforbindelser, dvs. afhængigt af udtalen.

Hvis forbindelsen udtales med hovedtryk + bitryk, skrives den i ét ord. En sådan udtale forekommer især i forbindelser med et relativt let andetled, fx Volvomodel, Tuborgøl, Zippolighter, Webergrill, Veluxvindue, PH-lampe. Hvis forbindelsen udtales med lige stærkt tryk på de to led, skrives den i to ord. En sådan udtale forekommer især i forbindelser med et relativt tungt andetled, fx Tuborg jubilæumsøl, Velux ovenlysvindue, PH udendørslampe (jf. også fx Philips infrarød muskelafspændingslampe, Pinotex heldækkende træbeskyttelse). Men i en del tilfælde er der to udtaler med to tilsvarende skrivemåder, fx Nokia mobiltelefon el. Nokiamobiltelefon, Philipsstrygejern el. Philips strygejern, Weberkuglegrill el. Weber kuglegrill. Når sådanne forbindelser har bøjningsendelse, skrives de normalt i ét ord, fx Weberkuglegrillen, PH-udendørslamperne.

Om brugen af store og små bogstaver i sammensætninger med proprium som førsteled, se § 12.10. Om brugen af bindestreg i usædvanlige sammensætninger, se § 57.8.