§ 23. Substantiver på -el, -en og -er
I mange af de substantiver der ender på -el, -en eller -er, kan eller skal -e- foran -l, -n eller -r stryges når ordet bøjes:
gidsel — gidslet — gidsler
figen — figenen — fig(e)ner
teater — teat(e)ret — teatre.
Bemærk at der ikke kan stå to ens konsonanter foran -l, -n eller -r (jf. § 8.2):
gaffel — gaflen — gafler
offer — ofret (el. offeret) — ofre.
Der kan ikke gives faste regler for hvornår -e- stryges, og hvornår det bevares. Det tilrådes derfor at man i tvivlstilfælde søger oplysninger om bøjningsformer af disse ord under de enkelte ord i selve Retskrivningsordbogen. Men hvis man vil undgå at slå op i ordbogen, kan man i de fleste tilfælde benytte de nedenstående hjælperegler:
(1) Ord på -el
Langt de fleste ord på -el kan eller skal skrives uden -e- i både singularis og pluralis:
cykel — cyklen — cykler
handel — hand(e)len — handler
regel — reglen — regler
taffel — taf(fe)let — tafler.
Det er således næsten altid korrekt at stryge -e- i ord på -el. Kun i de følgende tilfælde skal -e- bevares:
bagel — bagelen — bagels
kennel — kennelen — kenneler
label — labelen — labeler el. labels
spaniel — spanielen — spanieler el. spaniels
tunnel — tunnel(l)en — tunnel(l)er.
(2) Ord på -en
Alle ord på -en kan eller skal skrives med -e- i både singularis og pluralis:
aften — aftenen — aft(e)ner
køkken — køkkenet — køkkener
lagen — lag(e)net — lag(e)ner
væsen — væs(e)net — væs(e)ner.
Det er således altid korrekt at bevare -e- i ord på -en.
(3) Ord på -er
Alle ord på -er kan eller skal skrives med -e- i singularis:
fætter — fætteren
monster — monst(e)ret
orkester — orkest(e)ret
tiger — tigeren.
En del af ordene på -er kan eller skal skrives uden -e- i pluralis:
fætter — fætteren — fætre
monster — monst(e)ret — monstre
orkester — orkest(e)ret — orkestre
tiger — tigeren — tig(e)re.
De fleste af ordene på -er bevarer dog -e- i både singularis og pluralis:
bager — bageren — bagere
kutter — kutteren — kuttere
læser — læseren — læserne
sjællænder — sjællænderen — sjællændere.
Hvis man vil være på den sikre side med hensyn til bøjningen af et ord på -er, må man derfor slå det op i ordbogen.