§ 26. Adjektiver på -sk
De fleste af de adjektiver der ender på -sk, kan ikke tilføje endelsen -t i intetkøn:
et tysk ægtepar
et persisk marked
et fynsk bondehus
et freudsk kompleks
et musikalsk eventyr
et arkæologisk fund
økonomisk opsving
Hegnet er elektrisk.
Fyret starter automatisk.
Desserten smagte himmelsk.
Ved enstavelsesord der ikke betegner nationalitet eller geografisk tilhørsforhold, og som ikke er afledninger til personnavne, kan man dog valgfrit tilføje -t i intetkøn:
et lumsk(t) smil
fersk(t) kød
Hun gik rask(t) til.
Smørret var harsk(t).
Øllet smagte besk(t).
Hun smilede skælmsk(t).
Valgfriheden gælder også når sådanne enstavelsesord indgår i sammensætninger og afledninger som fx menneskefjendsk, ufrisk, uhumsk.
Det er som nævnt valgfrit om man vil tilføje -t eller ej, og det er således altid korrekt at lade være med at sætte -t på adjektiver der ender på -sk.