§ 32. Præteritum participium foran substantiv
fra Retskrivningsreglerne i Retskrivningsordbogen, 4. udgave, 2012.
Præteritum participium kan stå attributivt, dvs. umiddelbart foran et substantiv som participiet er knyttet til. Bøjningen i bestemthed, tal og køn fremgår i princippet af § 31.
Når det gælder kønsbøjningen (§ 31.2), ligger sprogbrugen dog ikke fast, men det er almindeligt at bruge intetkønsformen, også når participiet er knyttet til et substantiv af fælleskøn. I mange sådanne tilfælde kan det virke mere formelt (eller gammeldags) at bruge fælleskønsformen:
en indskrevet el. indskreven elev
en afsvedet el. afsveden skovstrækning
en strøget el. strøgen skjorte
en aftvunget el. aftvungen tilståelse
en stærkt beskåret el. beskåren udgivelse
en nylig udkommet el. udkommen bog
en ved uagtsomhed indløbet el. indløben fejl
en stjålet el. stjålen cykel.