Den nye udgave af Retskrivningsordbogen, der udkommer i november i år, vil naturligvis være præget af ændringer i såvel den alfabetiske del som i reglerne. Nogle af de ændringer der optræder i den alfabetiske del, omhandler danske stednavne. Artiklen her beskriver baggrunden for disse ændringer.
Stednavneudvalget
De danske stednavne der vil være at finde i den nye udgave af Retskrivningsordbogen, er primært udvalgt på baggrund af kriterier som Stednavneudvalget har foreslået. Stednavneudvalget er et udvalg under Kulturministeriet der fastsætter den officielle retskrivning af danske stednavne. Stednavneudvalget har anbefalet følgende kriterier for hvilke danske stednavne der skal med i Retskrivningsordbogen:
Navne på lande (dvs. Danmark) og landsdele (f.eks. Jylland, Nørrejylland og Sjælland) samt større landområder almindeligt kendt under eget navn (f.eks. Salling, Himmerland, Odsherred og Stevns)
Navne på nuværende regioner og kommuner, dog kun selve propriet (altså Syddanmark, men ikke Region Syddanmark)
Navne på købstæder (ophævet ved reform i 1970) samt øvrige større byer med over 10.000 indbyggere (jf. skoleatlas 2017)
Navne på havområder (f.eks. Vesterhavet, Kattegat og Østersøen), større indre farvande og større fjorde med primærnavne (f.eks. Storebælt, Limfjorden og Smålandsfarvandet, men ikke Samsø Bælt, Randers Fjord og Køge Bugt)
Navne på større øer (over 10 km2), større søer (over 10 km2), større åer (over 100 km) og større bakker (over 140 meter over havets overflade) samt evt. i begrænset omfang andre særligt velkendte naturlokaliteter (f.eks. Grenen og Møns Klint)
Navne på større skove (over 50 km2)
Navne på større broer (over 1,5 km).
Vi har i det store og hele fulgt Stednavneudvalgets anbefalinger. Og vi har medtaget Grenen og Møns Klint, da de jo netop er velkendte naturlokaliteter.
Fra Aborrebjerg til Årøsund
Stednavneudvalgets forslag til kriterier for hvilke stednavne der kan komme med i Retskrivningsordbogen, betyder helt konkret at stednavne som Aborrebjerg (der er det højeste punkt på Møn), Albertslund og Allerød bliver opslagsord i den kommende udgave af ordbogen. Til gengæld forsvinder Yding (der dog stadig er repræsenteret med Yding Skovhøj), Ålbæk Bugt og Årøsund. Vi er klar over at det er en beslutning der måske ikke er lige populær alle steder, men da det i sagens natur ikke er muligt at medtage alle danske stednavne, er Stednavneudvalgets forslag til kriterier et godt udgangspunkt for en vurdering af hvilke stednavne der bør være i en ordbog som Retskrivningsordbogen.
Unescos verdensarvsliste
Redaktionen af Retskrivningsordbogen har i samråd med Fagrådet for retskrivning besluttet at Stednavneudvalgets liste suppleres med visse af de danske stednavne der optræder på Unescos verdensarvsliste. Det betyder at bl.a. Stevns Klint, Christiansfeld og Jelling, der ellers stod til at udgå af ordbogen, er kommet med. Også de fem arkæologiske ringborge der nævnes på listen (Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken, Trelleborg og Borgring), tages med.
For en god ordens skyld skal det nævnes at størstedelen af de danske stednavne der findes i den kommende udgave af Retskrivningsordbogen, er gengangere. Ud af de i alt 220 stednavne der er i den kommende udgave (5. udg., 2024), er der således 153 der også er at finde i den nuværende udgave af Retskrivningsordbogen (4. udg., 2012). Resten af stednavnene er nye (og et enkelt er blevet ændret), mens 74 er blevet slettet. Dermed er det samlede antal danske stednavne i henholdsvis den nuværende og den kommende udgave af Retskrivningsordbogen stort set det samme.
Vidste du …
… at de fleste initialforkortelser (dvs. forkortelser dannet af begyndelsesbogstaver fra flere ord eller orddele) der er proprier (egennavne), skrives med store bogstaver?
USA, FN, DSB, EU, BT, KFUM, OPEC, FAO, KODA, DMI.
De forkortelser der kan læses som almindelige ord (dvs. ikke blot som en række af bogstaver), kan dog også skrives med stort begyndelsesbogstav alene:
Nato (el. NATO), Unesco (el. UNESCO), Efta (el. EFTA), Uefa (el. UEFA).
Du kan læse mere om brugen af store og små bogstaver i forkortelser og lignende i Retskrivningsordbogen § 14.
Statsminister Mette Frederiksen proklamerede ved tronskiftet den 14. januar 2024 følgende fra balkonen på Christiansborg: ”Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er abdiceret”. Burde det have været har abdiceret?
I forlængelse af statsministerens proklamation fik Sprognævnet en del spørgsmål om hvilket hjælpeverbum man anvender med abdicere: Hedder det er abdiceret eller har abdiceret?
I det følgende udlægger jeg først hovedreglen for hvornår man bruger være og have som hjælpeverbum, herunder forskellen på transitive og intransitive verber. Dernæst udlægger jeg forskellen på såkaldt teliske og ateliske verber, der er et spørgsmål om telicitet, dvs. målrettethed. Begge dele har nemlig betydning for hvilket hjælpeverbum man bruger. Derefter behandler jeg specifikt verbet abdicere og diskuterer hvorfor man finder en del variation ved dette verbum.
Afslutningsvis pointerer jeg at det er et område præget af både udvikling og variation, og giver en kort opsummering af hvordan det forholder sig med abdicere.
Transitivitet og telicitet
Ifølge en grammatisk hovedregel (Hansen 1988: 121) har langt de fleste verber i dansk have som hjælpeverbum når de danner præsens perfektum (førnutid, traditionelt blot kaldet perfektum) og præteritum perfektum (førdatid, traditionelt kaldet pluskvamperfektum). Det gælder næsten alle transitive verber, dvs. verber der tager et direkte objekt (genstandsled), fx De har fortæret kagen. Når et verbum er intransitivt og dermed ikke tager et direkte objekt, er det betydningen der afgør om man bruger have eller være som hjælpeverbum (Hansen 1988: 117), mere præcist er det et spørgsmål om telicitet (’målrettethed’).
Intransitive verber der er teliske (dvs. verber der har et indbygget ’mål’ der nås, og implicerer overgang til en ny tilstand), har være som hjælpeverbum (Hansen 1988: 117), fx
(1) Jeg er lige vågnet.
(2) Forbryderen er forduftet.
(3) Hunden er død.
Intransitive verber der er ateliske (dvs. verber der ikke har et indbygget ’mål’ og ikke implicerer overgang til en ny tilstand), har have som hjælpeverbum (Hansen 1988: 117), fx
(4) Jeg har sovet godt i nat.
(5) Barnet har grædt det meste af natten.
(6) Det har sneet hele dagen.
At verberne er ateliske, betyder at verbalhandlingen skal opfattes som en igangværende aktivitet eller proces. De ateliske verber implicerer ikke som de teliske verber en tilstandsændring.
Om et verbum er telisk eller atelisk, kan man teste med adverbialer der betegner varighed, fx i fem minutter og påfem minutter. Adverbialet med i betegner den tid der går med en aktivitet (dvs. varigheden af en atelisk situation), fx Barnet græd i fem minutter. Adverbialet med på betegner omvendt den tid der går før verbalhandlingens mål er nået (dvs. varigheden af en telisk situation), fx Hunden døde på fem minutter. Man kan hverken have *Hunden døde i fem minutter eller *Barnet græd på fem minutter. Meningen med sidstnævnte sætning skal desuden ikke forveksles med den der udtrykkes i fx Barnet kom til at græde på fem minutter, hvor der går fem minutter før barnet begynder at græde, og det altså ikke er selve grædehandlingen der varer fem minutter.
En del bevægelsesverber kan både være teliske og ateliske, og her kan man anvende have eller være alt efter hvilken betydning man sigter til (Hansen 1988: 119, Hansen og Heltoft 2011: 193, 677). Det gælder fx verberne gå og rejse:
(7) Hun er lige gået. (telisk)
(8) Hun har gået rundt og ledt efter ham hele dagen. (atelisk)
(9) Han er rejst til USA. (telisk)
(10) Han har rejst meget rundt i USA. (atelisk)
Endelig må det bemærkes at der er en del undtagelser til reglen (Hansen 1988: 118 ff.).
Tilfældet abdicere
Verbet abdicere er både telisk og (primært) intransitivt: Det betegner overgang fra én tilstand til en anden, nemlig fra at være regent til ikke at være det, og kan (typisk) ikke tage et direkte objekt. Derfor tager det ifølge hovedreglen være som hjælpeverbum:
(11) Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er abdiceret.
En undersøgelse i Sprognævnets aviskorpusser viser imidlertid at formen have abdiceret er ret udbredt: 116 tilfælde af have/har/havde abdiceret (med 0-3 mellemliggende ord) over for 248 tilfælde af være/er/var abdiceret (med 0-3 mellemliggende ord).1 Slår man op i Den Danske Ordbog, oplyses man da også om at man både kan bruge være og have med abdicere.
Den relativt hyppige forekomst af have som hjælpeverbum skyldes muligvis afsmitning fra det betydningsmæssigt tilsvarende danske udtryk frasige sig. Det danske udtryk kræver til forskel fra det latinske et objekt, og det udløser have som hjælpeverbum:
(12) Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden har frasagt sig tronen.
Man kan ikke have:
(13) *Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er frasagt sig tronen.
Tilmed viser undersøgelsen i Sprognævnets aviskorpusser at abdicere, der ellers er et skoleeksempel på et intransitivt verbum (se fx Hansen og Heltoft 2011: 287), undertiden også anvendes med objekt: ”Naruhitos far, den tidligere kejser Akihito, var den første kejser i mere end 200 år, der har abdiceret tronen” (Ritzau, 22. oktober 2019). Dette viser måske endnu tydeligere den mulige afsmitning fra det tilsvarende danske udtryk have frasagt sig tronen.
Hvis antagelsen om at den hyppige brug af have som hjælpeverbum med abdicere skyldes afsmitning fra det tilsvarende danske udtryk, er rigtig, vil man ikke forvente at finde være abdiceret med et objekt, altså Hendes Majestæt Dronningen er abdiceret tronen. Det har ikke været muligt at finde eksempler på er/var/være abdiceret med et objekt i Sprognævnets aviskorpus eller ved almindelig googlesøgning, og det kunne tyde på at antagelsen er rigtig.
Afslutning
Brugen af have eller være som hjælpeverbum er et område præget af både udvikling og variation: Man finder have mange steder hvor man ifølge hovedreglen ville forvente være (Hansen og Heltoft 2011: 678). Det ser også ud til at have trænger frem på bekostning af være: Yngre generationer sammenlignet med ældre generationer bruger oftere have hvor man if. hovedreglen ville forvente være (Laanemets 2017: 238). Og måske alene af disse grunde finder man både have og være som hjælpeverbum sammen med abdicere.
Ikke desto mindre følges hovedreglen i de fleste tilfælde ved abdicere, og hovedreglen foreskriver som nævnt at man bruger være som hjælpeverbum med abdicere eftersom det er et intransitivt verbum der betegner overgang, altså: Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er abdiceret.
Noter
1 En tidligere undersøgelse, hvis resultater blev præsenteret i et opslag på Sprognævnets facebookside, viste at have var mere hyppig end være, men denne undersøgelse tog ikke højde for mellemliggende ord og dækkede en kortere periode end nærværende undersøgelse.
Hansen, Erik (1988 [1993]). Rigtigt dansk. 2. udgave. København: Hans Reitzels Forlag.
Hansen, Erik og Lars Heltoft (2011 [2019]). Grammatik over det Danske Sprog. 2. udgave. Aarhus: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Syddansk Universitetsforlag.
Laanemets, Anu (2017). The choice of the perfect auxiliary in contemporary spoken Danish. Acta Linguistica Hafniensia 49(2), 232-254.
I forbindelse med at dronning Margrethe abdicerede, brugte nogle medier verbalsubstantivet abdikation, og andre abdicering. Hvilken af formerne er korrekt?
!
Abdikation er det eneste af de to verbalsubstantiver man finder i Den Danske Ordbog (DDO) om ’en regents (frivillige) afgivelse af regeringsmagten’. Ordet kommer fra latin abdicatio (DDO), og dette substantiv er beslægtet med verbet abdicere, der består af de to dele ab (’fra’) og dicere (’sige’), dvs. ’frasige (sig tronen)’ (Politikens Etymologisk Ordbog, 2000). Det er også kun abdikation man finder både i Ordbog over det Danske Sprog (ODS), bd. 1, fra 1919 og i Nudansk Ordbog tilbage i første udgave fra 1953. Man kan nok godt derudfra konkludere at abdikation er den traditionelle form, som vi har haft længst tid i dansk. ODS oplyser da også at det ældste belæg er fra 1695.
Men abdicering er ikke ukorrekt. Denne variant findes i Retskrivningsordbogen og har været der siden 1955, og abdicering er også med i Munksgaards Fremmedordbog fra 1986. Med årstallene på disse ordbøger in mente kan man altså heller ikke sige at abdicering er en ny variant. Det ældste eksempel på abdicering jeg har kunnet finde, er da også fra 1886, nemlig i Politiken 7.9.1886. Dengang kunne man læse om fyrst Alexander af Bulgariens angivelige ”Abdicering”. På samme side i den gamle avis var den samme begivenhed dog også omtalt med varianten ”Abdikation”, så allerede dengang fandtes de to former side om side.
Men hvilken af varianterne er så den hyppigste? Medieovervågnings- og analysevirksomheden Infomedia har ud fra søgninger i deres database oplyst at fra 1990, der er så langt tilbage som disse søgninger kan foretages, og 20 år frem bruges hverken abdikation eller abdicering ret meget, men den traditionelle form, abdikation, bruges lidt mere end abdicering. I 2010’erne stiger begge former i hyppighed, og visse år bruges abdicering faktisk mere end abdikation. Siden dronningens nytårstale den 31.12.2023 og 2 uger frem er brugen af begge former selvfølgelig eksploderet, men abdikation er i denne periode benyttet cirka 3 gange hyppigere end abdicering.
Der er ikke noget underligt i at vi har begge verbalsubstantivformer side om side. Aage Hansen bemærker i Moderne Dansk (bd. 2, 1967: 289) at latinske verber der ender på –ere, som abdicere jo gør, almindeligvis får endelsen –ion når de gøres til et substantiv. Altså fx abdikation. Den fremmedsproglige endelse –ion har dog en dansk konkurrent, nemlig –ing, så abdicere er altså et oprindeligt latinsk verbum der har fået en dansk afledningsendelse på i abdicering.
Det er som nævnt almindeligt at nogle verbalsubstantiver har to konkurrerende former med endelserne –ion og –ing. Men nogle gange er det sådan at de to sameksisterende varianter har forskellige betydninger: Endelsen –ing bliver i så fald ofte udtryk for selve handlingen eller processen, mens –ion bliver resultatet af denne handling (Hansen 1967: 289). Et godt eksempel på dette er ordet installering, der beskriver en handling, som fx elektrikeren foretager. Installation kan derimod ses som resultatet af installeringen. Indtil videre er der dog ikke noget der tyder på at denne betydningsforskel er på spil når det gælder varianterne abdikation og abdicering.
Referencer
Hansen, Aage (1967). Moderne Dansk, bd. 1-3. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. København. Grafisk Forlag.
MR
Grooming
?
Når jeg slår op i Den Danske Ordbog, kan jeg se at verbet groome har to betydninger. Den første er ’give forskønnende behandling i form af fx hudpleje og hårfjerning’. Den anden er ’opdyrke et tillidsforhold til en mindreårig med henblik på at forgribe sig seksuelt på vedkommende – om pædofili’. Jeg kender godt begge betydninger, men nu er jeg stødt på grooming i en ny betydning der handler om at hverve børn eller unge på sociale medier til ekstremisme. Er det en betydning I kender?
!
Verbet groome i betydningen ’skabe et nært forhold til et mindreårigt barn med det formål senere at begå seksuelle overgreb mod det’ er første gang registreret i dansk i 2006 (Nye ord i dansk 1955 til i dag). En søgning i Infomedia, pressens samlede mediearkiv, i de seneste 12 måneder på ordet grooming giver 925 eksempler (hvoraf en del kan være identiske), og en hurtig gennemgang af de første 50 eksempler viser at ordet som oftest bruges i den nævnte betydning (og dertil kommer den betydning du også nævner om plejning af hår, skæg e.l.), jf. dette citat fra Tro & Mission 29.9.2023:
””Grooming” er blevet et kendt begreb de senere år på de sociale medier. Ordet oversat fra engelsk betyder at passe, pleje eller forme. Når det handler om seksuelle krænkelser, betegner grooming den proces, hvor en voksen “lokker” et barn eller en ung til sex. Det kan ske online, hvor den voksne ofte lyver om sin alder og langsomt begynder at opbygge et tillidsforhold til den unge, som kan blive overtalt til at sende nøgenbilleder eller opfordre[t] til anden grænseoverskridende adfærd.”
Gennemgangen viser dog også at grooming undertiden bruges om ikkeseksuelle forhold. Det viser dette citat fra Politiken 27.9.2023:
”For nylig kunne man her i Politiken læse et interview med Jakob Ellemann-Jensen, Mette Frederiksen og Lars Løkke, som vil fortsætte den ‘samtale’ om en ‘værdig’ død, som statsministeren startede på folkemødet. Der er ligefrem tale om en ‘politisk bevægelse’, må vi forstå, og det skal jeg da lige love for, at der er. Trioen vil derfor nedsætte et udvalg med sognepræst Kathrine Lilleør i spidsen, som skal facilitere denne såkaldte ‘samtale’. Som menneske med et omfattende fysisk handikap får det [det] til at løbe mig koldt ned ad ryggen, ved tanke om denne ‘politiske bevægelse’. For det handler nemlig om handikappolitik. Når jeg sætter ‘samtale’ i citationstegn, er det, fordi jeg ikke mener, at der er tale om en samtale, men derimod indoktrinering, eller måske lidt mildere formuleret, grooming.”
En søgning på Google viser at man i dag også bruger ordet grooming i forbindelse med ekstremistiske bevægelser, bl.a. i dette citat fra Stender Petersen og Alberg Peters (2020: 13):
”Grooming er blevet et centralt begreb i ekstremisme- og forebyggelseslitteraturen, fordi det meget præcist beskriver, hvordan hvervning og rekruttering til ekstremistiske miljøer foregår. Med grooming henvises der til en bestemt indfangnings- eller hvervningsstrategi, som særligt forbindes med det at være online, og som dermed kan bruges til at karakterisere nogle af de processer, der foregår online. Begrebet grooming kendes fra forskningen i seksuelle krænkelser, hvor det beskriver den proces der foregår, når en krænker, ofte uden direkte brug af fysisk vold eller trusler[,] overtaler, bearbejder, forfører og manipulerer en mindreårig til et seksuelt betonet forhold på den voksnes præmisser […]. Gennem de seneste år har der været en voksende opmærksomhed på og bekymring for ekstremistiske gruppers og individers brug af sociale medier og platforme, hvor mange unge færdes, til at rekruttere på en lignende måde, som man kender fra personer, der misbruger børn seksuelt. Grooming er således blevet et begreb, der også anvendes i ekstremismeforskningen til at beskrive de processer, hvormed børn og unge indvilliger i at deltage i politisk ekstremistiske aktiviteter online som for eksempel deling af propagandavideoer eller spredning af hadretorik på sociale medier.”
Denne brug fremgår også af lex.dk, hvor man bl.a. kan læse at ”grooming betegner en proces, der typisk foregår over internettet, hvor et barn eller en ung overtales af en voksen til at udføre nogle bestemte handlinger ofte af seksuel karakter. Begrebet anvendes også om situationer, hvor personer eller grupper forsøger at hverve et barn eller en ung til en ekstremistisk gruppe eller netværk”.
Referencer
Christensen, Ditte Guldbrand: Det er unægtelig billigere at tilbyde os en ’værdig død’ end et værdigt liv. Debatindlæg. Politiken 29.9.2023.
Petersen, Kit Stender og Rikke Louise Alberg Peters (2020): Kortlægning af viden om forebyggelse af ekstremisme online blandt børn og unge. Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.
Ravnborg, Karin Borup: Overgreb kan starte på mange måder. Tro & Mission 29.9.2023.
MHA
Hysterisk
?
Hvor kommer ordet hysterisk fra?
!
Den Danske Ordbog opfører i dag følgende betydning af ordet hysteri: ”(lettere) sindslidelse med symptomer som voldsomme følelsesudbrud og psykisk uligevægt eller stumhed, lammelse m.m.”.
Tilstanden hysteri beskrives første gang af den græske læge Hippokrates ca. 400 år f.Kr. Ordet er afledt af græsk hysterikos (’som hører til livmoderen’), hvilket afspejler den tids forklaring på tilstanden: at livmoderen rev sig løs og vandrede rundt i kroppen og forårsagede voldsomme symptomer hos den lidende (Rosenberg 2017).
Hysteri deler altså etymologi med ord som hysterektomi (fjernelse af livmoderen) og hysteroskopi (kikkertundersøgelse af livmoderen).
Med tiden forsvandt forståelsen af hysteri som en sygdom der var forårsaget af en løsreven livmoder, men lidelsens forbindelse til kvindekønnet holdt ved. I slutningen af 1800-tallet kategoriserede Sigmund Freud hysteri som en neurotisk tilstand som skyldtes ”mangelfuld fortrængning af konflikter mellem seksuelle ønsker og indre forbud” (Rosenberg 2017). Lidelsen var karakteriseret ved lammelse, blindhed, påfaldende kropspositioner og den såkaldte ’belle indifference’: ”… en påfaldende ligegyldighed over for sine invaliderende symptomer” (Rosenberg 2017). Diagnosen blev primært tilskrevet kvinder.
I dag bruges adjektivet hysterisk yderst sjældent i beskrivelsen af psykiske lidelser. Hysteri blev afskaffet som selvstændig diagnose i 1950’erne (Systime 2024), og det som ordet tidligere har dækket over, kategoriseres i dag under ’dissociative lidelser’ (Rosenberg 2017). En dissociativ lidelse beskrives som ”en tilstand, hvor der ikke er sammenkobling mellem umiddelbare sanseoplevelser, beherskelse af bevægelse, erindring eller identitetsoplevelse og bevidstheden” (sundhed.dk).
Ordets historiske forbindelse til kvindekønnet har også indenfor det seneste årti ført til debatter om hvorvidt ordet stadig har en kønnet slagside (Odgaard 2016; Rathje 2019). En søgning i landsdækkende aviser i Dansk Sprognævns korpus viser dog at hysterisk i dag kan bruges i et væld af betydninger, både om mænd, kvinder og børn, og at ordet også ofte bruges som en forstærker til adjektiver, som i eksemplet ”Man klukker med og er ikke for fin til at finde opkastscener hysterisk morsomme” (Mahmoud 2023). Denne brug er beslægtet med en hyppig brug af adjektivet hysterical i engelsk, som Oxford English Dictionary (OED) opfører med definitionen ”extremely funny, hilarious”.
Vi er i tvivl om hvorvidt man skal skrive skærpet strafzone eller skærpet straf-zone. Vores analyse er umiddelbart at en skærpet straf-zone er en zone med skærpet straf, hvilket jo er sådan udtrykket skal forstås, mens en skærpet strafzone er en strafzone der er blevet skærpet, hvilket dårligt giver mening. Det tyder jo på at vi skal bruge en bindestreg, men vi er usikre.
Vi vil anbefale skærpet strafzone, altså uden bindestreg. Rent logisk er skærpet selvfølgelig kun knyttet til straf: (skærpet straf)(zone), dvs. ’zone hvor man får en skærpet straf’. Det peger i udgangspunktet på at man burde bruge bindestreg.
Imidlertid fungerer sproget ikke altid logisk, og vi har i Retskrivningsordbogen eksempler på gruppesammensætninger der skrives uden bindestreg, selvom den underliggende analyse tilsiger at der burde være en. Det gælder især ældre sammensætninger som hvid slavehandel (der jo egentlig burde være hvid slave-handel, altså handel med hvide slaver) og rådgivende ingeniørfirma (der tilsvarende burde være rådgivendeingeniør-firma, altså et firma med rådgivende ingeniører). Et nyere eksempel er DR’s klassiske musikkanal (der tilsvarende burde være DR’sklassisk musik-kanal, altså en kanal der spiller klassisk musik).
Disse stavemåder uden bindestreg er veletablerede og bliver ikke misforstået i almensproget. Det samme gælder skærpet strafzone, der er veletableret i almensproget. En søgning i Infomedia, pressens samlede mediearkiv, alle år, viser således at skærpet strafzone bruges i 2415 tilfælde, mens skærpet straf-zone kun bruges i 7 tilfælde. Da der næppe er tvivl om at skærpet strafzone i almensproget bliver forstået som en zone med skærpet straf, er det den stavemåde vi anbefaler.
MHA
Udtalen af steak
?
Jeg har hørt mange udtale ordet steak med en lang i-lyd, ”stiik”, men er det ikke forkert? Den korrekte engelske udtale er vel ”stæjk”, så hvordan er den anden udtale blevet så udbredt?
!
I Danmark har vi ikke en myndighed der bestemmer over ordenes udtale. Dansk Sprognævn normerer dansk retskrivning, men altså ikke ordenes udtale. For langt størstedelen af ordforrådet findes der en udtale som er hyppigst og bredt accepteret blandt sprogbrugerne, men der findes også ord hvor udtalen kan variere, og hvor der altså ikke er fuldstændig enighed blandt sprogbrugerne. Steak er et eksempel på et ord der deler vandene ift. udtalen.
Steak er et engelsk indlån som ifølge Sprognævnets optegnelser er kendt i dansk fra omkring 1980. Oprindeligt kommer ordet fra oldnordisk steik, og det er det samme ord der senere har udviklet sig til steg i dansk og stek i svensk (Oxford English Dictionary).
I Den Danske Ordbog står steak opført med to udtaler: ”stiik” [stiːk] og ”stæjk” [steɪk]. I Sprognævnets nyordsordbog beskrives udtalen som ”med tilnærmet engelsk udtale eller ofte med langt i, som i’et i stile” (Nye ord i dansk 1955 til i dag). I Nudansk Ordbog finder man dog kun udtalevarianten ”stæjk” – som altså minder mest om den engelske udtale.
I en afstemning om ords udtale på tv2.dk fra 2017 tilkendegiver 62 % af respondenterne at de udtaler ordet ”stæjk”, mens 35 % tilkendegiver at de udtaler ordet ”stiik” (afstemningen, som stadig er åben, har i skrivende stund 43.653 respondenter). Ifølge denne afstemning udtales steak altså af flertallet med den engelske udtale ”stæjk”, men mere end en tredjedel foretrækker den anden variant.
I 1993 blev fænomenet beskrevet i Danmarks Radios ”Sprogbrevet”, som var et blad der indeholdt sproglige iagttagelser gjort af sprogforskerne Erik Hansen og Jørn Lund. Erik Hansen skrev følgende om udtalen:
”Det er jo rigtigt at den engelske bogstavkombination ea i de fleste tilfælde udtales som et langt i (beat, hear, tea osv.), men der er visse undtagelser. Den vigtigste brøler på dansk er alt med steak. Ordet udtales stæjk på engelsk og på ordentligt dansk.”
I 1998 blev Sprognævnet spurgt om udtalen af steak, og dengang svarede vi følgende:
Også udtalen af ”steak” med et langt ”i” i stedet for med ”æj” er overordentligt udbredt. Den skyldes formentlig erkendelse af at ”ea” i en række engelske ord udtales som ”i” (fx ”clean” og ”dear”), og manglende viden om at ikke ethvert ”ea” i engelsk udtales på denne måde.”
”Stiik”-udtalens udbredelse skyldes altså formentlig en misforståelse blandt flere danske sprogbrugere af at vokalkombinationen ”ea” altid udtales med en lang i-lyd i engelsk.
På den måde minder udtalen af steak om andre udenlandske indlån hvor udtalen i dansk sandsynligvis er påvirket af danske sprogbrugeres misforståelse af hvordan ordet skal udtales på originalsproget. Mange udtaler fx entrecote ”angtreco” [aŋtsʁɐˈkʰo] (udtaleordbog.dk), formentlig pga. en idé om at den franske te-endelse er stum. Entrecote udtales dog ”angtrecåt” [ˈɑntɹəˌkoʊt] på fransk.
Men er udtalerne ”stiik” og ”entreco” så forkerte? Det kan man ikke nødvendigvis konkludere. Det sker hyppigt at indlån fra andre sprog ændrer udtale i dansk, tænk blot på fx weekend, som mange udtaler ”viigænt” [ˈvikɛn̰t] (udtaleordbog.dk), selvom det på engelsk udtales med en w-lyd. Både w– og v-udtalen findes i Den Danske Ordbog, men ”viigænt” er formentlig den hyppigste udtale i dag (Rathje 2019)
Altså er der ikke noget principielt i vejen for at sige ”stiik” eller ”entreco”, men hvis man gerne vil efterligne udtalen på ordenes originalsprog, så må man holde sig til ”stæjk” og ”angtrecåt”.
Redaktion: Margrethe Heidemann Andersen, Kirsten Lindø Dolberg-Møller, Johanne Niclasen Mortensen og Michael Nguyen
ISSN: 2446-3124
Forsidefoto: Kirsten Lindø Dolberg-Møller
Layout: Pernille Kleinert
DtP: René Malchow
Usignerede artikler og artikler med initialer giver udtryk for Sprognævnets mening. Artikler med navn giver ikke nødvendigvis i enhver henseende udtryk for Sprognævnets mening.
Redaktion: Margrethe Heidemann Andersen, Kirsten Lindø Dolberg-Møller, Johanne Niclasen Mortensen og Michael Nguyen
ISSN: 2446-3124
Layout: Pernille Kleinert
DtP: René Malchow
Usignerede artikler og artikler med initialer giver udtryk for Sprognævnets mening. Artikler med navn giver ikke nødvendigvis i enhver henseende udtryk for Sprognævnets mening.
Hvor kommer ordet stemmesluger fra? Er det blevet til med inspiration fra ordet myresluger?
!
Det ældste belæg i Sprognævnets ordsamling for ordet stemmesluger er fra dagbladet Information fra 1968. Det kan man også se i Sprognævnets nyordsordbog, Nye Ord i Dansk 1955 til i dag. Sprognævnets fysiske ordsamling indeholder desuden en del belæg for ordet fra begyndelsen af 1970’erne. I et par af disse belæg er der henvisninger til ordene stemmesamler og stemmemagnet, som altså også var i brug i de år og har samme betydning som stemmesluger.
Ordet sluger, med betydningen ’person eller dyr der indtager store mængder af X’, har imidlertid været anvendt i mange hundrede år i dansk – ofte som sidsteled i en sammensætning hvor førsteleddet angiver hvad personen/dyret indtager (sommetider i overført betydning) i store mængder. I Kalkars Ordbog, som er baseret på tekster fra 1300 til 1700, kan man finde ordene
vinsluger (= ’menneske forfaldent til at drikke vin’; belagt 1538-1543 (i Sv. Grundtvigs udgave (1872) af Peder Palladius’ Visitatsbog))
folkesluger (= ’folkemorder’; belagt 1587)
opsluger (= ’slughals’; belagt 1622).
I Ordbog over det danske Sprog (ODS), der dækker dansk fra 1700 til 1950, finder man desuden bl.a. avissluger, bakkesluger, bogsluger, brændselssluger, kilometersluger, kulsluger, landevejssluger, ligsluger, nodesluger, romansluger og rottesluger – foruden tre der også er velkendte i dag: ildsluger, myresluger og sabelsluger. Af ODS-opslagene ser man at ”slugeren” i de seneste par hundrede år også kan være fx en maskine, et køretøj/fartøj e.l., se fx bakkesluger, brændselssluger, kilometersluger, kulsluger og landevejssluger.
I 1900-tallet har vi tilsvarende fået fx benzinslugere, energislugere og strømslugere. De er alle tre opslagsord i Den Danske Ordbog, som dækker moderne dansk.
Man kan altså konkludere at stemmesluger med stor sandsynlighed er blevet til med inspiration fra myreslugere og alle mulige andre ”slugere”.
ASH
Frunk
?
Jeg er netop stødt på et ord jeg aldrig har mødt før, nemlig frunk. Kender I det?
!
Vi kender faktisk godt ordet. Det er et såkaldt teleskopord, altså et ord der er dannet ved at to ord er ”skudt ind i hinanden” på samme måde som rørene i en teleskopantenne. Det prototypiske eksempel på et teleskopord er motel, der er dannet af motorists’ + hotel. Frunk er dannet af de to engelske ord front og trunk ’bagagerum’, og det betegner altså et bagagerum der findes i bilens front. I og med at mange elbiler har en frunk, er der tale om et ord som vi nok kommer til at bruge en del i fremtiden. Det ser ud til at det først og fremmest optræder i fælleskøn, men intetkøn bruges også.
Det ældste belæg vi har kunnet finde i en dansk kontekst, er fra 2016, men ordet kan godt være ældre.
MHA
En spørger vil vide hvornår man bruger den/det i faste udtryk såsom tage den/det med ro, hvor man kan bruge begge dele. Det er et spørgsmål der angår genus (grammatisk køn), hvilket kort skitseres i det følgende, hvorefter brugen af den/det i faste udtryk behandles.
Genus (grammatisk køn) støder man på i dansk når man fx skal afgøre om det hedder en eller et hus. I sådanne tilfælde afgøres usikkerheden let: Ved at slå op i Retskrivningsordbogen oplyses man om at det hedder et hus; hus er så at sige ’født’ intetkøn. Substantivet hus styrer nemlig intetkøn, så man i den ubestemte artikel vælger et og i den bestemte artikel det (som efterhængt artikel: hus-et) frem for en og den (eller –en). Derfor kaldes denne type genus styret genus (Hansen og Heltoft 2019: 452 f.). Denne type genusbøjning sker som oftest ganske mekanisk og udtrykker kun sjældent en betydningsforskel.
Foruden styret genus findes der semantisk genus, også kaldet frit genus. Semantisk genus afhænger til forskel fra styret genus ikke af et substantivs medfødte køn (Hansen og Heltoft 2019: 455). Ved semantisk genus udtrykker valget mellem fælleskøn og intetkøn en systematisk betydningsforskel, nemlig et valg mellem tælleligt og ikke-tælleligt, hvor styret genus kun sjældent er betydningsadskillende. Substantiver der betegner stoffer, masser og væsker, kan veksle mellem fælleskøn og intetkøn, idet man kan anvende fælleskøn når man taler om en afgrænset mængde af sådanne stoffer, masser og væsker, fx Stik mig en øl (tællelig) vs. Øllet er dyrt i dag (ikke-tællelig), jf. § 20.4 i retskrivningsreglerne. Denne skelnen er gennemført i klassisk vestjysk dialekt, hvorfor semantisk genus undertiden også kaldes vestjysk genus (Hansen og Heltoft 2019: 461).
Substantiver der ikke angiver stoffer, masser eller væsker, kan man imidlertid også henvise til med et andet køn end det som substantivet er født med. I eksemplet De ville godt have en hjørnesofa, men det er alt for dyrt er hjørnesofa i den første sætning fælleskøn, men genoptages i den følgende sætning af det, som er intetkøn. Intetkønsformen signalerer her ikke-tællelig betydning, jf. De ville godt have en hjørnesofa de havde set i forgårs, men den var alt for dyr, hvor det netop er den hjørnesofa de så i forgårs, som var alt for dyr, og ikke hjørnesofaer i det hele taget som i det første eksempel (efter Hansen og Heltoft 2019: 463).
Mest tydelig er forskellen på tællelig og ikke-tællelig når den/det, nogen/noget og ingen/intet slet ikke henviser til noget substantiv. Betragt følgende eksempel: Så du nogen? – Der var ingen. I dette løsrevne eksempel er nogen anvendt i sin tællelige betydning, nemlig om en eller flere personer1. Sammenlign med: Så du noget? – Der var intet. Her vil spørgeren vide om den adspurgte har set et eller andet, hvad som helst (altså noget ikke-tælleligt), ikke om vedkommende har set et eller flere eksemplarer af en bestemt kategori, i dette tilfælde kategorien menneske. Nogen anvendt uden henvisning til et substantiv er altså tælleligt, mens noget er utælleligt.
Nu er vi så fremme ved det spørgeren gerne ville vide: hvornår man bruger den/det i faste udtryk. I et mindre antal faste udtryk hvor den/det ikke henviser til noget substantiv, kan man ifølge Den Danske Ordbog anvende både fælleskøn og intetkøn. Her gives fem eksempler:
Den/det er god/godt med dig
Den/det skal du længere ud på landet med
Den/det var værre
Tage den/det med ro
Være/spille stor på den/det
I andre tilfælde er der ikke valgfrihed mellem den og det: ”Den er ikke eller kun i begrænset omfang produktivt i sådanne sammenhænge og alternerer i de fleste tilfælde med et mindre markeret det som normalt ikke har dens jovialitetseffekt” (Ravnholt 2005: 214). Uden for faste forbindelser eller udtryk kan man altså kun anvende det:
Det var sjovt i fredags
*Den var sjov i fredags
Det regner
*Den regner
mens man i faste udtryk som (1) – (5) kan anvende begge dele, og hvor anvendelsen af den if. Ravnholt signalerer jovialitet. I Elementær Dansk Grammatik (1946: 92) skriver Paul Diderichsen at den i faste udtryk betegner ”at man tænker paa en bestemt situation, hvis ejendommelige Træk er nærværende for Bevidstheden, og Udtrykket faar derved Karakteren af Fortrolighed eller Gemytlighed. Her nærmer Fælleskøn sig Betydningen af bekendt [dvs. bestemt] Form”. Brugen af den i faste udtryk signalerer altså if. Diderichsen ikke kun noget gemytligt (eller jovialt), men også noget fortroligt eller indforstået og tilnærmelsesvis bestemt.
Jeg er forbeholden over for den joviale eller gemytlige effekt som fælleskøn skulle have i sådanne forbindelser if. Ravnholt og Diderichsen (som begge er født en del år før mig). Jeg er dog enig i at anvendelsen af den signalerer tilnærmelsesvis bestemt betydning, hvorimod det er neutralt og ikke udtrykker noget sådant. I andre sammenhænge optræder intetkøn i øvrigt også som den neutrale genusform fordi subjektet ikke har et medfødt køn (som et substantiv har). Man kan altså kun have At ryge er usundt (intetkøn) og ikke *At ryge er usund (fælleskøn) (Hansen og Heltoft 2019: 875). Jf. også eksemplerne (6) – (9).
Antal forekomster af faste udtryk med fælleskøn og intetkøn
En optælling af forekomsterne af de faste udtryk (1) – (5) i Sprognævnets korpusser og ved almindelig googlesøgning fremgår af tabel 1 nedenfor. Jeg har suppleret de faste udtryk (1) – (5) med varierende former såsom Den/det må du længere ud på landet med (må for skal) og Den/det var straks værre (indskudt adverbial) og med bøjning af verberne i forskellige tider (nutid, datid).
Tabel 1
Af tabel 1 fremgår antallet af forekomster af udtrykkene med hhv. fælleskøn og intetkøn i hhv. Sprognævnets korpusser og ved almindelig googlesøgning. Googlesøgningerne fungerer som supplement til korpussøgningerne og kan kun give en indikation af den egentlige sprogbrug: Der er i de fleste tilfælde så mange resultater at det ikke er praktisk muligt at kontrollere dem alle, og der må formodes at være en del støj i resultaterne, fx anvendes være stor på den/det i sammenhænge hvor det ikke kan regnes for et fast udtryk, eksempelvis Det er vigtigt at være stor på det kinesiske marked. Googlesøgninger rummer desuden historiske resultater fra fx ældre litteratur, der ikke kan siges at være repræsentative for nutidens dansk. Endelig er det vanskeligt at gentage søgningerne da sådanne er personligt tilpassede. Når jeg alligevel vælger at inddrage disse resultater, er det for at give yderligere data hvor der er få eller ingen forekomster i Sprognævnets korpusser.
Som det fremgår af tabel 1, anvendes både fælleskøn og intetkøn i alle udtryk. I flere tilfælde forekommer fælleskøn hyppigere end intetkøn; intetkøn er især sjældent i udtrykket Den/det skal/må du længere ud på landet med. (Desuden er formen med må noget hyppigere end formen med skal, der ellers er den eneste der optræder i Den Danske Ordbog). Det skyldes formentlig at dette udtryk som regel anvendes med reference til et bestemt udsagn, fx noget uhyrligt som nogen har nævnt. I udtrykket Den/det var (straks) værre ser intetkøn omvendt ud til at være hyppigst forekommende.
For her til sidst at svare spørgeren på hvornår man anvender den/det i faste udtryk, kan man altid anvende både fælleskøn og intetkøn; som det fremgår af tabel 1, anvendes alle udtryk med både fælleskøn og intetkøn, dog er nogle former hyppigere end andre. Ved at vælge fælleskønsformen den kan man imidlertid signalere at man henviser til noget mere eller mindre bestemt (et udsagn, en situation e.l.), mens intetkønsformen det er neutral og ikke signalerer noget sådant.
Noter
1Nogen kan dog også bruges om andet end mennesker, men kun med reference til noget der allerede er introduceret i konteksten, fx Jeg har ikke flere tegnestifter. Har du nogen jeg må låne?
Diderichsen, Paul (1946). Elementær Dansk Grammatik. København. Gyldendal.
Hansen, Erik og Heltoft, Lars (2019). Grammatik over det Danske Sprog. 2. udgave. Århus. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Syddansk Universitetsforlag.
Ravnholt, Ole (2005). ’Sødt er syndigt’ – genus som funktionel og produktiv kategori i dansk. I: Jens Cramer, Mette Kunøe Ole Togeby (red.): Teorien om alt og andre artikler om sprogfilosofi. Aarhus. Forlaget Wessel og Huitfeldt. 221-227.
De fleste kender nok ordet christianit og bruger det om en person der bor i fristaden Christiania. Men der er formentlig ikke mange der ved at christianit engang har betydet ’christianshavner’. Denne artikel indeholder en redegørelse for christianit’s betydningsudvikling og de ord som det er blevet brugt side om side med.
Ordet christianit betegnede tilbage i 1800-tallet en person der boede på Christianshavn. I 2. supplementbind af Ordbog over det danske Sprog (udgivet i 1994) står der under opslagsordet Christianit således: ”… beboer af bydelen Christianshavn i København; christianshavner”, og der gives eksemplet Han er en ægte Christianit (fra 1888).
Udover christianit var der i 1800-tallet to andre ord der betegnede en der boede på Christianshavn, nemlig christianshavner og christianitter. Christianshavner findes i Ordbog over det danske Sprog i sammensætningseksemplet Christianshavner-Grundtvigerinde, som er fra 1830, mens det tidligste belæg på christianitter er fra 1860 (se det førnævnte supplementbind af Ordbog over det danske Sprog).
I 1900-tallet kom ordet nitter til. Ordbog over det danske Sprog angiver at det er en afkortet form af christianit eller christianitter (det ekspliciteres ikke hvordan nitter kan være en afkortet form af christianit). Ordbogen giver følgende eksempel fra 1945, hvor det tydeligt fremgår at nitter betød ’christianshavner’:
”Bededag mødtes Christianshavnerdrengene og Amagerdrengene og kæmpede drabelige Kampe med Knortekæppe paa Voldskrænten. Christianshavnerne sang: *Amager, Amager, jeg skal lære, | hvis du ikke lar’ Nitterne være, | for her er Nitternæver, som nok skal klunse dig!”1
Det er imidlertid ikke klart hvor udbredte nitter og christianitter var i almensproget. I 1981 blev vi i Sprognævnet spurgt om formen christianitter i forbindelse med udgivelsen af V. Rauer Bergstrøms bog En christianitter før Christiania, og da svarede vi at vi ikke var bekendte med formen christianitter. Det kunne tyde på at christianitter har været en slags jargon som måske primært har været anvendt på Amager.
Man kan forestille sig at indbyggerbetegnelsen christianitter kunne have noget med en nitter at gøre, altså en ’person der er udlært til (og har som sit erhverv) at nitte’ (Den Danske Ordbog). Dette giver mening al den stund at det dengang eksisterende værft Burmeister & Wain lå på Christianshavn. Det er således tænkeligt at endelsen –nitter i christianitter er afledt af verbet nitte, på samme måde som substantivet sælger er afledt af verbet sælge.
I moderne sprogbrug bruges christianshavner nu udelukkende om en beboer på Christianshavn, mens christianit nu kun betegner en beboer på Christiania. Denne betydningsændring af christianit er med al sandsynlighed sket i forbindelse med fristadens oprettelse i 1971. Uden denne betydningsændring ville ordet være tvetydigt, og dette ville være uhensigtsmæssigt hvis man skulle skelne mellem folk der boede på Christianshavn, og folk der boede på Christiania. Dette var ikke et problem tilbage i 1968 da Hjalmar Sonnes skulptur ”De elskelige christianitter” blev opført; titlen må dengang have henvist entydigt til folk der boede på Christianshavn.
Sammenfattende kan det altså siges at christianit, i hvert fald fra 1800-tallet til omkring 1971, har betydet ’christianshavner’ – og at det i dén betydning er blevet brugt side om side med ordene christianshavner, christianitter og nitter.
Noter
1 Asterisken (*) angiver at der er tale om et verscitat.
Vidste du …
… at bindestreg bruges for at vise at to eller flere sammensatte eller afledte ord har en fælles del som kun bliver nævnt én gang?
søn‑ og helligdage
øre‑, næse‑ og halssygdomme
haveborde og ‑stole
uddannelses‑ og forskningsprojekter
im‑ og eksport
over‑ eller underskud
såvel hjerte‑ som lungesygdomme
de seks‑ til syvårige
A‑ og B‑skat
8.‑, 9.‑ og 10.‑klasserne.
