Statsminister Mette Frederiksen proklamerede ved tronskiftet den 14. januar 2024 følgende fra balkonen på Christiansborg: ”Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er abdiceret”. Burde det have været har abdiceret?
I forlængelse af statsministerens proklamation fik Sprognævnet en del spørgsmål om hvilket hjælpeverbum man anvender med abdicere: Hedder det er abdiceret eller har abdiceret?
I det følgende udlægger jeg først hovedreglen for hvornår man bruger være og have som hjælpeverbum, herunder forskellen på transitive og intransitive verber. Dernæst udlægger jeg forskellen på såkaldt teliske og ateliske verber, der er et spørgsmål om telicitet, dvs. målrettethed. Begge dele har nemlig betydning for hvilket hjælpeverbum man bruger. Derefter behandler jeg specifikt verbet abdicere og diskuterer hvorfor man finder en del variation ved dette verbum.
Afslutningsvis pointerer jeg at det er et område præget af både udvikling og variation, og giver en kort opsummering af hvordan det forholder sig med abdicere.
Transitivitet og telicitet
Ifølge en grammatisk hovedregel (Hansen 1988: 121) har langt de fleste verber i dansk have som hjælpeverbum når de danner præsens perfektum (førnutid, traditionelt blot kaldet perfektum) og præteritum perfektum (førdatid, traditionelt kaldet pluskvamperfektum). Det gælder næsten alle transitive verber, dvs. verber der tager et direkte objekt (genstandsled), fx De har fortæret kagen. Når et verbum er intransitivt og dermed ikke tager et direkte objekt, er det betydningen der afgør om man bruger have eller være som hjælpeverbum (Hansen 1988: 117), mere præcist er det et spørgsmål om telicitet (’målrettethed’).
Intransitive verber der er teliske (dvs. verber der har et indbygget ’mål’ der nås, og implicerer overgang til en ny tilstand), har være som hjælpeverbum (Hansen 1988: 117), fx
(1) Jeg er lige vågnet.
(2) Forbryderen er forduftet.
(3) Hunden er død.
Intransitive verber der er ateliske (dvs. verber der ikke har et indbygget ’mål’ og ikke implicerer overgang til en ny tilstand), har have som hjælpeverbum (Hansen 1988: 117), fx
(4) Jeg har sovet godt i nat.
(5) Barnet har grædt det meste af natten.
(6) Det har sneet hele dagen.
At verberne er ateliske, betyder at verbalhandlingen skal opfattes som en igangværende aktivitet eller proces. De ateliske verber implicerer ikke som de teliske verber en tilstandsændring.
Om et verbum er telisk eller atelisk, kan man teste med adverbialer der betegner varighed, fx i fem minutter og på fem minutter. Adverbialet med i betegner den tid der går med en aktivitet (dvs. varigheden af en atelisk situation), fx Barnet græd i fem minutter. Adverbialet med på betegner omvendt den tid der går før verbalhandlingens mål er nået (dvs. varigheden af en telisk situation), fx Hunden døde på fem minutter. Man kan hverken have *Hunden døde i fem minutter eller *Barnet græd på fem minutter. Meningen med sidstnævnte sætning skal desuden ikke forveksles med den der udtrykkes i fx Barnet kom til at græde på fem minutter, hvor der går fem minutter før barnet begynder at græde, og det altså ikke er selve grædehandlingen der varer fem minutter.
En del bevægelsesverber kan både være teliske og ateliske, og her kan man anvende have eller være alt efter hvilken betydning man sigter til (Hansen 1988: 119, Hansen og Heltoft 2011: 193, 677). Det gælder fx verberne gå og rejse:
(7) Hun er lige gået. (telisk)
(8) Hun har gået rundt og ledt efter ham hele dagen. (atelisk)
(9) Han er rejst til USA. (telisk)
(10) Han har rejst meget rundt i USA. (atelisk)
Endelig må det bemærkes at der er en del undtagelser til reglen (Hansen 1988: 118 ff.).
Tilfældet abdicere
Verbet abdicere er både telisk og (primært) intransitivt: Det betegner overgang fra én tilstand til en anden, nemlig fra at være regent til ikke at være det, og kan (typisk) ikke tage et direkte objekt. Derfor tager det ifølge hovedreglen være som hjælpeverbum:
(11) Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er abdiceret.
En undersøgelse i Sprognævnets aviskorpusser viser imidlertid at formen have abdiceret er ret udbredt: 116 tilfælde af have/har/havde abdiceret (med 0-3 mellemliggende ord) over for 248 tilfælde af være/er/var abdiceret (med 0-3 mellemliggende ord).1 Slår man op i Den Danske Ordbog, oplyses man da også om at man både kan bruge være og have med abdicere.
Den relativt hyppige forekomst af have som hjælpeverbum skyldes muligvis afsmitning fra det betydningsmæssigt tilsvarende danske udtryk frasige sig. Det danske udtryk kræver til forskel fra det latinske et objekt, og det udløser have som hjælpeverbum:
(12) Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden har frasagt sig tronen.
Man kan ikke have:
(13) *Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er frasagt sig tronen.
Tilmed viser undersøgelsen i Sprognævnets aviskorpusser at abdicere, der ellers er et skoleeksempel på et intransitivt verbum (se fx Hansen og Heltoft 2011: 287), undertiden også anvendes med objekt: ”Naruhitos far, den tidligere kejser Akihito, var den første kejser i mere end 200 år, der har abdiceret tronen” (Ritzau, 22. oktober 2019). Dette viser måske endnu tydeligere den mulige afsmitning fra det tilsvarende danske udtryk have frasagt sig tronen.
Hvis antagelsen om at den hyppige brug af have som hjælpeverbum med abdicere skyldes afsmitning fra det tilsvarende danske udtryk, er rigtig, vil man ikke forvente at finde være abdiceret med et objekt, altså Hendes Majestæt Dronningen er abdiceret tronen. Det har ikke været muligt at finde eksempler på er/var/være abdiceret med et objekt i Sprognævnets aviskorpus eller ved almindelig googlesøgning, og det kunne tyde på at antagelsen er rigtig.
Afslutning
Brugen af have eller være som hjælpeverbum er et område præget af både udvikling og variation: Man finder have mange steder hvor man ifølge hovedreglen ville forvente være (Hansen og Heltoft 2011: 678). Det ser også ud til at have trænger frem på bekostning af være: Yngre generationer sammenlignet med ældre generationer bruger oftere have hvor man if. hovedreglen ville forvente være (Laanemets 2017: 238). Og måske alene af disse grunde finder man både have og være som hjælpeverbum sammen med abdicere.
Ikke desto mindre følges hovedreglen i de fleste tilfælde ved abdicere, og hovedreglen foreskriver som nævnt at man bruger være som hjælpeverbum med abdicere eftersom det er et intransitivt verbum der betegner overgang, altså: Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden er abdiceret.
Noter
1 En tidligere undersøgelse, hvis resultater blev præsenteret i et opslag på Sprognævnets facebookside, viste at have var mere hyppig end være, men denne undersøgelse tog ikke højde for mellemliggende ord og dækkede en kortere periode end nærværende undersøgelse.
Referencer
Den Danske Ordbog, www.ordnet.dk/ddo.
Hansen, Erik (1988 [1993]). Rigtigt dansk. 2. udgave. København: Hans Reitzels Forlag.
Hansen, Erik og Lars Heltoft (2011 [2019]). Grammatik over det Danske Sprog. 2. udgave. Aarhus: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Syddansk Universitetsforlag.
Laanemets, Anu (2017). The choice of the perfect auxiliary in contemporary spoken Danish. Acta Linguistica Hafniensia 49(2), 232-254.